Grundlæggerne

Hellige Birgitta af Sverige (1303-1373) har skabt den klosterregel efter hvilken Birgittasøstrene i Maribo og mange andre steder indretter deres daglige livsførelse og deres mål og sigte på. En klosterregel skal lede mennesker, der søger Gud i et religiøst fællesskab, til et liv i lovprisning af Gud i taksigelse for alle Guds velgerninger. Dette var også grundlaget for Birgitta selv og målet for hendes levned.

Opvoksen i en af Sveriges mest indflydelsesrige familier, der hørte hjemme i Uppland, mistede hun ved elleve års alder sin mor og blev af faderen, lovgiveren og dommeren Birger Persson på Finsta, bragt til sin tante i Östergötland. Hun fik en særdeles god opdragelse, endog langt ud over hvad piger ellers fik, hun lærte at læse og skrive men blev snart i sit nye hjemsted gift med Ulf Gudmarsson til Ulvåsa, hvor parret slog sig ned. Medens også Ulf blev lovgiver og dommer, fødte Birgitta otte børn og gav den kristne opdragelse hun selv havde fået, videre til dem.

En tid var hun ansat ved hoffet for at hjælpe kong Magnus Erikssons unge dronning Blanche fra det fransktalende grevskab Namur med at tale svensk og lære det nye lands skikke. Dertil kom Birgittas egne religiøse erfaringer som havde præget hende dybt fra barndommen.

Familien tog på pilgrimsfart flere gange, blandt andet til Sankt Olaf i Trondheim. Da børnene var fløjet ud af boet eller sørget for, foretog Birgitta og Ulf den store rejse til Santiago de Compostela, der varede i to år (1341-43). De religiøse budskaber og kald ramte begge ægtefæller. Ulf blev broder i Alvastra cistercienserkloster hvor han døde, medens Birgitta begyndte at tage tidens og kirkens store problemer til sig som noget hun følte sig ansvarlig for – hvad der lå ganske naturlig i hendes aristokratiske opdragelse, som i en følelse af et fælles europæisk anliggende.

Som enke begyndte Birgitta at gribes af religiøse visioner og røster der mander hende til at opsøge åndelig vejledning og bidrage mere til kampen mod tidens onde. Man befandt sig i hele Europa i en tilstand af ophidselse og frygt. Krig var brudt ud mellem England og Frankrig, hvad der endog bragte Birgitta til offentlig at tage stilling med forslag om fredsvilkår. Den sorte død havde lige begyndt dens hærgninger i 1347. Paven i Avignon havde udråbt året 1350 til et forsoningens og nådens år for alle der dette år besøgte Rom som pilgrimme for at bede ved apostlenes grave.

Dette råb fulgte Birgitta nu, da hun mente at have betydningsfulde budskaber af religiøs natur med til paven selv for at han skulle vende tilbage til Rom, og for alle andre anliggender inden for kirke og samfund, der trængte til fornyelse og forbedring. I Rom blev hun en offentlig person for resten af sit liv, kendt for daglige pilgrimsbesøg i Roms og Italiens kirker og for omsorg om de fattige. Hun blev en stadig påmindelse om de store mangler inden for kirke og samfund, der ventede på at løses, og en opmærksom kritiker, der ikke veg tilbage for at sige sandheden til højt opsatte personligheder inden for kirke og samfund hvis hun så noget der var mod Guds bud.

Mange dybe religiøse oplevelser, i øjebliksvision eller ekstatisk opløftet, i forbindelse med gudstjenester eller møder med andre mennesker som hun gennemskuede med åndeligt blik, skrev hun ned i form af åbenbaringer fra Gud, som hendes skriftefædre og åndelige vejledere oversatte til latin; de var to svenske, cistercienserprioren fra Alvastra Peter Olovsson og magisteren fra Skänninge Peter Olovsson, samt den spanske eksilbiskop Alfons Pecha. Bland disse var også klosterreglen, som paven godkendte 1370 og dermed muliggjorde bygningen af ordenens første kloster, Vadstena i det svenske Östergötland.

Som afslutning på sin levned gennemførte hun sammen med sit hushold den store rejse til Jerusalem, der gik med skib via Cypern og tilbage samme vej. Her fik hun ved besøg i den Hellige Gravs kirke i en storartet vision se Jesu korsfæstelse og gav udtryk for en enestående indlevelse i alle dens enkeltheder og detaljer. I Fødselskirken i Betlehem modtog hun en vision af Jesu fødsel, hvor hun så Maria knæle og tilbede det nyfødte barn; den kom til at inspirere kunstnere i et helt århundrede derefter.

Den 23. juli 1373 døde Birgitta i sit hus ved nuværende Piazza Farnese i Rom. Atten år senere blev hun helgenkåret i Rom af pave Bonifatius IX, som derved indledte en ny epoke – paverne havde nemlig ikke gennemført en eneste helgenkåring i alle de år, de boede i Avignon. I 1999 blev hun af pave Johannes Paul II forklaret som en af Europas tre kvindelige skytspatroner.

Hellige Katarina af Vadstena (1332-1381) var en af den hellige Birgittas fire døtre og familiens fjerde barn. Opdragelsen i hjemmet ved huslærere blev fulgt op af skole hos cisterciensernonnerne i det svenske Riseberga kloster. Ganske ung, ligesom moderen selv, blev hun gift med en Egard van Kyren men de to besluttede straks for al fremtid at leve i afholdenhed i deres ægteskab, således som middelalderens tænkning gav plads til.

Kun to år senere forlod moderen Sverige på pilgrimsfærden til Rom, hvad der gav Katarina længsel efter at besøge hende og selv også vinde nådegaverne fra et pilgrimsbesøg i Rom. I august 1350 ankom hendes rejseselskab til Rom, men før tilbagerejsen standsede moderen Katarina og det viste sig, at ægtefællen i mellemtiden var afgået med døden. Derfor blev Katarina i Rom hos sin moder og dannede, sammen med en eller begge af de svenske skriftefædre og andre, en del af Birgittas hushold i huset ved Piazza Farnese. Hvor nær, hun stod sin moder under årene i Rom, ses af de utallige vidneudsagn, som hun afgav senere ved moderens helgenkåringsproces. Ved moderens død fulgte hun færden med Birgittas jordiske levn gennem hele Europa over Gdansk og Öland til Vadstena.

Fra og med togtets ankomst dér sommeren 1374 blev hun moder, forstanderinde og vejleder – man kunne også sige ”abbedisse” – for den første gruppe af både yngre og ældre kvinder, der søgte optagelse i den nye klosterorden. Disse etablerede sig til et klosterligt liv i efterfølgelse af regelen, medens præster organiserede sig til et eget præstekonvent for at give de nyblevne nonner åndelig vejledning og prædike for folket.

Allerede i 1375 blev Katarina send tilbage til Rom med talrige bønneskrifter fra biskopper og verdslig øvrighed om at Birgitta måtte blive helgenkåret. De følgende fem år tilbragte hun i Rom, fuldt optaget med at få udstedt alle de pavelige dokumenter, som ville være nødvendige for, at Vadstena og alle senere birgittinerklostre skulle kunne udføre deres opgave sådan som moderen havde erfaret det i sin klostervision. Kirkeretten krævede specificerede dokumenter med tilladelse at følge alle de specielle forskrifter i Birgittas regel, som ellers ikke indgik i klosterlivet.

Samtidigt indtraf den katastrofe i Rom, at en række franske kardinaler, efter valget af pave Urban VI 1378, vendte sig imod ham og hævdede, at valget var ugyldigt, hvorefter de selv valgte en i deres egen kreds til pave og vendte tilbage med ham til Avignon. Dette var et frygteligt bagslag for Birgittas ønske om at paven skulle flytte tilbage til Rom – for med to paver i stedet for en var man nu kommet af asken i ilden. Alligevel gik optagelsen af vidneudsagn for Birgittas hellighed uhindret videre indtil, takket være Katarinas udholdenhed, alt materiale forelå, som krævedes for moderens helgenkåring. Så kunne Katarina medtage de sidste dokumenter på sin hjemrejse til Sverige 1380 og overtage ledelsen af det nye klosterfolk i Vadstena. Allerede fra første stund var hun blevet den kærlighedsfulde moder således som alle ventede sig af en abbedisse i moderklostret til alle senere birgittinere. Ved hendes hjemkomst var alle vigtige skridt taget for at klostret skulle kunne fungere og de særlige nådebeviser, som Kristus havde lovet Birgitta i en vision, havde fået pavens blåstempling.

Men vinteren må have været hård, for allerede den 24. marts 1381, dagen før Maria Bebudelses dag, døde hun, kun 49 år gammel. I Vadstena og inden for flere senere datterklostre blev hun fra første færd holdt som helgen, men en anerkendelse heraf fra pavens side måtte vente, indtil der i Sverige under rigsforstander Sten Sture kom en stærk autoritet til magten, der ville virke ved pavestolen for retten til en offentlig helgenkult af Katarina. Efter tilladelse far pave Sixtus IV (1471-84) blev Katarinas jordiske levn i Vadstena taget op af graven og lagt i et relikvieskrin under stor højtidelighed den 2. august 1481. Godkendelsen af, at hun i alle birgittinerklostre måtte holdes for helgen således, at man også måtte bede til hende om forbøn for Gud, blev givet af pave Innocentius VIII i 1488, og man finder da også latinske sange og bønner til Katarina i alle birgittinerklostrets sang- og bønnebøger fra disse år fremefter. Katarina er blevet forbilledet for den trofaste hengivne kærlighed som datter yder sin moder ligesom en nonne yder sin moder abbedissen.

Elisabeth Hesselblad (1870-1957) har genfortolket birgittinordenens opgave og budskab i vor tid. Fra sin opvækst i Falun, Dalarna og i Västergötland, som ældste datter i en lille købmandsforretning, lærte hun det hårde liv i pengemangel med mange yngre søskene at kende. Ved konfirmationen i den svenske lutherske kirke led hun meget af at opdage de mange kristne samfund, der fandtes i konkurrence med hinanden, og en længsel blev født hos hende efter Kristi sande, ene kirke. Hun besluttede at tage til U.S.A. for at tjene egne penge og sende dem hjem til sine yngre søskenes uddannelse. Ved Roosevelt Hospital i New York arbejdede hun som sygeplejerske men det hårde arbejde virkede skadelig på hendes helbred og hun kunne ikke fortsætte.

Hun konverterede nu til den katolske kirke og de svenske helgener fra middelalderen blev væsentlige for hende. Nogle katolske venner tog hende med til Rom, hvor hun ved åsynet ag Birgittas hus ved Piazza Farnese opdagede sil kald til at følge i den hellige Birgittas fodspor. Det førte hende til at spørge hos karmelitnonnerne, der ejede huset på dette tidspunkt, om de ville optage hende i deres noviciat som birgittasøster. Tilladelsen blev given, ikke mindst takket være den nye, pastorale ånd der blev fremherskende under pave Pius X (1903-1914), og hun kunne begynde noviciatet i 1904.

De nærmest følgende år tilbragte søster Maria Elisabeth i karmelitternes fællesskab men som birgittinernonne, uafbrudt optaget af at finde støtte ag kontakter til sit projekt: et birgittinsk klosterliv i ny og moderne form. Mod slutningen af denne periode fik hun endog mulighed for på studierejser at besøge de eksisterende birgittinerklostre i Spanien, England, Holland og Bayern og modtage impulser fra dem om, hvordan et klosterliv kan leves i hellige Birgittas ånd.

Den lille gruppe kunne ikke blive i Birgittas hus ved Piazza Farnese men åbnede et kloster i Via delle Isole i Rom. Efter mange års venten lykkedes det for Moder Elisabeth i 1923 at købe en villa i Djursholm for sine søstre uden for Stockholm, og nogle år senere en villa i Lugano, Schweiz. I 1931 fandt karmelitternonnerne en anden bolig i Rom og birgittinerne kunne erhverve Birgittas hus som derved blev deres hovedkloster og noviciat.

I 1930’erne blev ordenen forplantet til Indien og ved Moder Elisabeths død den 24. april 1957 omfattede den en halv snes huse i Europa og Indien samt ét under forberedelse i U.S.A. Ud over et være lyspunkter for birgittinsk spiritualitet udførte søstrene forskellige opgaver af social natur. Moder Elisabeth blev saligkåret af pave Johannes Paul II den 9. april 2000, hvad der gav genlyd i en mangedoblet skare af mere end 600 søstre som nu, i langt over 50 huse spredt over hele verden, tjener Gud i fællesskab under en birgittinsk ordensregel.